Mange medarbejdere oplever, at det er meget hårdt at skulle starte op på job igen efter en dejlig lang sommerferie. Det at vende tilbage til hverdagen efter sommerferien kan opleves som deprimerende og stressende. Både krop og sjæl har vænnet sig til et helt andet tempo og det at man pludselig igen skal op om morgenen og ud ad døren til en bestemt tid kan virke ret overvældende.
Hvad kan du som leder gøre for at overgangen fra ferie tilbage til job bliver så god en oplevelse som muligt for dine medarbejdere?
Alt efter hvilken type medarbejdere du er leder for, og alt efter hvilken type job de bestrider, er der flere tangenter, som du kan spille på for at gøre dit til, at overgangen mellem ferie og hverdag bliver så let som muligt.
Rydde op inden ferien – inden en længere ferie – hvad enten den ligger om sommeren eller på et andet tidspunkt – er det altid en gode idé at prioritere, at medarbejderne får ryddet op i bunkerne, inden de går på ferie. Så er det også mere overskueligt at skulle tilbage til jobbet, når de ved, at der er styr på tingene.
Lav en regel om at den første dag på kontoret efter ferien er afsat til at læse mails og få ryddet op i alt hvad der er kommet i løbet at ferien. Hvis det er muligt, så lav en aftale om at man den første dag efter ferien ikke deltager i driften men har ro til at lande på jobbet.
Ikke alle sidder på kontor, men de fleste har dog en mailkonto på job og et behov for at ”lande” og finde ud af, hvad der er sket i løbet af sommerferien – meget simpelt at få en status på hvor alt og alle er.
Hvis der er overlap i afdelingen i sommerferien, så en medarbejder går på ferie eksempelvis fredag og den, der skal overtage, kommer mandag, så skab en kultur med god overlevering til de, der kommer ind efter ferie. Afsæt god tid til medarbejderne til at lave overleveringen og for den, der kommer ind til at læse overleveringen og sætte sig ind i den.
Hvis du ikke selv er tilstede, når medarbejderne kommer tilbage fra deres ferie, så er det altid en gode idé at have planlagt ferien med dine kolleger eller din egen leder, så der er en leder på jobbet, som medarbejderne kan gå til i løbet af hele sommerferien. I skal selvfølgelig også sikre, at I laver en god overlevering til hinanden, især hvis I skal dække hinandens områder – hvilket I jo ikke gør til hverdag.
Hvis virksomheden har været lukket ned for sommeren i 2 eller 3 uger så kan I starte op med noget fælles morgenmad med mulighed for at alle kan få sagt godmorgen og få hørt om de andres ferie. Derefter kan du give en status, hvor I er og hvad der er planen og tankerne for den kommende periode.
Italesæt gerne, at det er hårdt at starte op igen – det er jo igen hemmelighed og alle medarbejderne taler jo under alle omstændigheder om det. Tal om hvordan I, i jeres afdeling/virksomhed kan håndtere det, og hvad I kan gøre for at det bliver så blid en overgang for alle som overhoved muligt. Det er jo i alles interesse, at alle kommer godt i gang igen efter ferien.
Velkommen tilbage efter en forhåbentlig dejlig sommerferie😊