Bæredygtig udvikling er en brug af Jordens ressourcer, der skaber balance mellem udnyttelse og beskyttelse, så vi ikke ødelægger vort livsgrundlag. En bæredygtig udvikling skal sikre menneskenes nuværende behov uden at forringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres. [Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. april 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=52945]
Hvad er bæredygtig ledelse?
Bæredygtig ledelse er ledelse, hvor krav og forventninger til medarbejderne ikke overskrider medarbejdernes evner og ressourcer. Det er ledelse, hvor der skabes balance mellem udnyttelse og beskyttelse af medarbejderne. Hvor det sikres, at der er sammenhæng mellem arbejdsmængden, sværhedsgraden og de ressourcer, der stilles til rådighed, både de økonomiske, tekniske og menneskelige. Det sikrer, at medarbejdere ikke brænder ud, men kun arbejder så meget, at de har mulighed for at restituere i deres fritid, så de er klar til at arbejde igen dagen efter. I den ideelle verden er det ledelse, hvor medarbejderne får opfyldt deres behov for selvrealisering, følelsen af at gøre en forskel og at have indflydelse, får målopfyldelse mv., så de er mentalt opløftet, når de tager fra deres job og dermed har mere energi, end da de mødte ind på jobbet.
I bæredygtig ledelse gælder det om at bedrive en form for ledelse, så medarbejderne ikke brænder ud og så de har lyst til at blive i virksomheden i mange år og så de hjælper til med at skabe et godt arbejdsgiverbrand for virksomheden. Medarbejderne skal have lyst til at være gode ambassadører for virksomhedens produkter, serviceydelser, værdier og kultur. Der findes ikke bedre ambassadører for en virksomhed som arbejdsgiver end glade og tilfredse medarbejdere, der omtaler virksomheden positivt og anbefaler den som en god arbejdsplads til andre.
Bæredygtig ledelse kan anskues på 3 tre niveauer; Individet, hvor det er den enkelte medarbejders trivsel og behovsopfyldelse, der er i centrum, Teamet, hvor det er sammenhørigheden og teamets kultur og værdier, der sættes i centrum og Virksomheden, hvor det er balancen mellem virksomhedens behov og medarbejdernes trivsel, der er i centrum.
Individet
Bæredygtig ledelse er ledelse, hvor der er forståelse for den enkelte medarbejders behov, kompetencer og ressourcer, og hvordan disse kan bringes i spil i en arbejdsmæssig situation, så medarbejderne får opfyldt egne behov, samtidig med at virksomheden få udført de opgaver, som ligger i medarbejderens job. I bæredygtig ledelse bliver der lyttet til, når nogen siger fra overfor opgaver, krav, ansvar med mere. Der bliver ikke kun lyttet til det, der bliver sagt, men til det der menes med det der bliver sagt, og der bliver reageret på det.
Teamet
Bæredygtig teamledelse skal sikre et velfungerende team med en fællesskabsfølelse, og hvor der deles kultur og værdier for blandt andet hvordan der arbejdes og for adfærden i teamet. Et bæredygtigt team er et team, hvor medarbejderne føler sig trygge, og hvor de har lyst til at blive. Et team som arbejder som et team og hvor man hjælper, støtter og sparre med hinanden, hvor der er plads til forskellighed og hvor man er villig til at gå den ekstra kilometer for sine kolleger.
Virksomheden
Bæredygtig virksomhedsledelse fokuserer på at sikre virksomheden økonomiske overlevelse samt at definere og implementere en kultur og et værdisæt, som sikrer grundlaget for bæredygtig teamledelse og bæredygtig ledelse af den enkelte medarbejder.
Bæredygtige virksomhedsledere uddanner deres ledere til bæredygtige ledere med forståelse for balancen mellem virksomhedens behov og medarbejderens trivsel, fordi bæredygtig ledelse bidrager positivt til virksomhedens bundlinje.
Udlever du bæredygtig ledelse?