Ledere er også medarbejdere

Der er store forventninger forbundet med jobbet som personaleleder. Medarbejderne har forventninger til lederens evner som leder, kan lederen skabe et godt arbejdsklima? Kan lederen sikre gode og inspirerende opgaver til afdelingen? Vil lederen se mig og anerkende mit arbejde?

Chefen har forventninger til de resultater, som lederen kan skabe. Kan lederen nå de opstillede mål? Kan lederen få sygefraværet ned? Kan lederen holde budgetterne?

Personaleafdelingen har forventninger om, at lederen skal udføre en række ledelsesmæssige aktiviteter. Får lederen afholdt 1:1- og MUS-samtaler? Får lederen et godt resultat fra Arbejdspladsvurderingerne? Kan lederen tiltrække og fastholde de rigtige kompetencer?

På trods af alle forventningerne efterlades ledere ofte alene med sig selv. Det er som om, at når en leder er blevet ansat eller forfremmet, så glemmer chefen og personaleafdelingen alt om, at ledere også er medarbejdere i virksomheden med de samme behov som de øvrige medarbejdere. Behov for at blive set og få anerkendelse af chefen. Chefen glemmer, at lederen har brug for faglig sparring og for at få 1:1- og MUS-samtaler med chefen. Ledere har behov for at blive motiveret i deres arbejde på lige fod med andre medarbejdere.

Alt for mange af vores ledere føler sig alene, når de er på arbejde. De er ikke kollega med deres medarbejdere, og de er heller ikke kollega med chefen. Hvis de har lederkolleger, er der ofte ikke tid til at være kolleger og sparre med hinanden. Hvis ledere ingen kolleger har, er det endnu vigtigere, at chefen og personaleafdelingen er der. Ledere, som er glade og motiverede medarbejdere, har mere overskud i deres hverdag til at håndtere de udfordringer, de møder på jobbet.

Hvis ledere oplever at de selv bliver ledet på en god og motiverende måde, vil det smitte af på deres egen måde at lede på, da de spejler sig i deres ledere på samme måde som alle andre gør det. Hvis lederne bliver guidet af deres egen leder igennem coaching, ledelsesfaglig sparring og 1:1-samtaler, vil de blive bedre til at håndtere de forskellige udfordringer, de står med i hverdagen. Arbejdsglæde blandt ledere skulle gerne forgrene sig ned gennem organisationen og give en organisationen af glade medarbejdere.

Personaleafdelingen kan gøre meget for at forbedre forholdene for lederne. Blandt andet ved at sikre at lederen løbende bliver trænet i de ledelsesmæssige aktiviteter, i takt med at de skal udføres eller ved at skabe et lederforum, hvor lederne har mulighed for at sparre med hinanden, opbygge relationer og skabe konsensus i den måde, der bliver udlevet lederskab på i organisationen.

Enhver leder bør have tilknyttet en sparringspartner eller coach, som de løbende kan have en dialog med angående deres lederskab og personlige- og ledelsesfaglige udvikling. Ofte vil ledere stå med spørgsmål, som de har behov for at drøfte med nogen, men som kan være svære at drøfte med deres egen leder. Derfor er det vigtigt, at de har en uvildig sparringspartner at tale med.

Hvorfor glemmer vi, at vores ledere er medarbejdere?

Køb ledelseshåndbogen

Ledelseshåndbogen – en håndbog i praktisk ledelse er lige på trapperne og jeg forventer, at den er på gaden primo oktober 2020. Er du interesseret i at købe bogen, så benyt kontaktformularen her på siden – så vil jeg kontakte dig når bogen er her.